lørdag den 6. oktober 2012

Contig Jr.

Contig Jr. er et dejligt lille spil, der træner addition/plus og subtraktion/minus.

I skal bruge:
En spilleplade - kan downloades her
3 almindelige terninger
en blyant
et stykke papir til at føre regnskab

Spilleregler:
1.
Den første spiller slår med alle terninger. Man må lægge øjentallet fra alle tre sammen, lægge to af dem sammen og trække den tredie fra eller trække de to fra den tredie. Alle tre terninger skal bruges.
Et kast som f.eks. 2-3-6 vil altså have flere muligheder: 

  • 2+3+6=11
  • 6+3-2=7
  • 6+2-3=5
  • 6-3-2=1 

2.
Spilleren vælger et af resultaterne (f.eks. 2+3+6=11) og sætter et kryds på spillepladen. Man vælger selv hvilket 11'er felt, det skal være. Man får et point for krydset.


3.
Næste spiller slår på samme måde og sætter sit kryds. Det får han et point for. Hvis det lykkes ham at sætte X'et så det rører ved det andet kryds (med siden eller hjørnet) får han endnu et point. Der er altså ingen der "ejer" krydserne på pladen - det er pointene, der tæller!

4.
Spillet fortsætter på samme vis. Taktikken er at sætte sit kryds, så det rører ved så mange krydser som muligt. Højest mulige point pr. runde er da ni - hvis det lykkes at sætte krydset i et "smørhul" med krydser hele vejen rundt.

5.
Spil på tid eller til der er 3 slag i træk, hvor der ikke kan sættes krydser. Vinderen er den, der har flest point.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar