onsdag den 27. januar 2016

Plustabellen

Hvis man kan plustabellen udenad - dvs. alle plusstykkerne fra 0+0 til 10+10, får man det meget lettere, når man skal lægge store tal sammen eller trække dem fra hinanden. 
Man kan sige, at man sparer på "arbejds-hukommelsen", så man har mere overskud til at finde ud af, hvad det matematiske problem egentlig går ud på. 
Derfor øver jeg altid plustabellen med børnene i indskolingen. De får 8-9 stykker om ugen, som de skal øve sig på. Undervejs taler vi om strategier, så man ikke skal "tænke så meget".

Det første sæt kort kalder jeg  ”Tvillingekortene”. Det er stykkerne 1+1, 2+2, 3+3, ... 9+9.  
De skal "bare" læres.

Ugen efter får børnene "En større"-kortene. Det er stykkerne 1+2, 2+3, 3+4, ... 8+9.
Hvis man kan tvillingekortene, går det nemt at lære "en større" kortene. Man skal bare lægge én til facit. 
Eks.: 5+6... Man tænker 5+5 er 10, så må 5+6 være 11, for 6 er en mere end 5.

Så kommer "flytte en"-kortene. Det er 1+3, 2+4, 3+5, ... 7+9. Her opfordrer jeg børnene til at "flytte en" fra det store tal og over til det lille tal. 
Eks. 3+5.... Hvis man flytter en fra 5eren over til 3eren, står der 4+4 - altså et nemt tvillingestykke, der allerede er øvet.
Desuden er der et par 10er-ven - stykker i denne uge: 2+8 og 3+7


Tredie uge er nem! Det er 1+ og 2+ stykker: 1+5, 1+6, 1+7, 1+8, 1+9 og 2+5, 2+6, 2+7

Den sidste uge er det 10+ og 9+ stykker: 10+2, 10+4, 10+6, 10+8, og 9+2, 9+3, 9+4, 9+5, 9+6.
10+ stykkerne plejer at give sig selv.
Strategien i 9+stykkerne, er at flytte en over til 9eren, så man får et nemt stykke. 
Eks.: 9+4 ... hvis jeg flytter en fra 4eren over til 9eren, står der 10+3, og det er da nemt.
Jeg har fravalgt et par af 10+stykkerne, da de ikke plejer at give problemer.

Det er bedst, hvis man kan "opfinde" strategierne, sammen med børnene - eller "regne-tricks'ne" som jeg plejer at kalde dem.

Her er instruktionen, jeg giver sammen med kortene:

  • Klip kortene fra hinanden.
  • Bland dem og øv dem  - helst hver dag.
  • Hvis resultatet er rigtigt, sættes en stjerne i et af de fem felter og kortet lægges fra.
  • Hvis resultatet er forkert, eller det tager lang tid, at regne det ud, lægges kortet bagerst i bunken.
  • Fortsæt til alle kort er lagt fra.
  • Gem kortene.
Man kan også bruge kortene til at spille med - f.eks. krig.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar